http://www.alex-jensen.dk/wp-content/themes/alex-jensen

Indlæg Tagget med "eb.dk"

Blog!

Skrevet d. 4. juni, 2014 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

FxAneybrkaNrDeqjiGiDizapkOr0Jdl4ZOx6pe74Vis

Hej Alle.

Håber i nyder vejret. Det er jo ikke mindre end fantastisk

Min ellers fine blog vil ikke være så aktiv det næste stykke tid, da jeg skriver i eb.dk og er nu også begyndt i aarhuspanorama.dk Så vil faktisk henvise til de to medier. For at holde jer opdateret på mine artikler, vil jeg på min facebookside: Personlig træner Alex Hasselager Jensen skrive når der er nye 🙂

Men når det er sagt så kommer der et blog indlæg og et nyhedsbrev ud inden længe, da jeg er ved at gøre klar til DEN fedeste bootcamp vi endnu har set på Århusiansk jord 🙂

Ha det dejligt 🙂

Husk at tage ansvar 🙂

Sådan undgår du at få kramper!

Skrevet d. 4. maj, 2014 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

Artikel på eb.dk 4/5-2014 direkte link her:
http://ekstrabladet.dk/kup/motion/article2275513.ece

De fleste, der dyrker sport, har prøvet at have krampe under eller efter træning. Og de fleste ved, hvor ubehageligt det er, og hvor ondt det kan gøre. Men du kan ifølge kostvejleder og personlig træner, Alex Jensen, selv gøre noget for at undgå det.

Stræk ud
Du kan forebygge muskelkramper ved at strække ud før din træning. Det gør senerne og musklerne klar til et træningspas. Hold strækket i 15 – 20 sekunder og gentag, hvis det er nødvendigt.
– Kramper kan opstå under forskellige motionsformer, men kramper ses hyppigst under længerevarende og udmattende træningspas eller konkurrencer. Det er sjælent, at man får kramper ved små hyggelige træningspas, mener Alex Jensen.

Væskemangel
Væskemangel kan være en forklaring på, at musklerne går i krampe. Ved længerevarende træningspas mister man ofte en del væske og elektrolytter via sved, og det kan påvirke kroppen i en negativ retning.

Undgå træning når du er syg
Ifølge Alex Jensen er det vigtigt, at kroppen er helt klar, inden den skal træne i flere timer. Hvis man er syg eller har formindsket energi, bør man overveje, om det er i dag, man skal ud og lave fart-rekorder.

Husk opvarming
Husk at varme grundigt op. Krampe opstår ikke kun i trætte men også i kolde muskler.

Ved akut krampe
Ved Akut krampe vil det hjælpe at strække musklen ud. Stræk også musklens overgang til senen, det vil få krampen til at slippe.

Husk salt
I følge Alex Jensen kan det være en god idé at have salttabletter i lommen, når man skal træne i mange timer.
– Det er ikke videnskabeligt bevist, at manglende kalium, magnesium eller calcium kan udløse kramper under lange træningspas. Men sveder man meget under træning og konkurrence, mister man en del natrium (salt), og man risikerer at dehydrere. Det er uvist, om det er årsagen til, at man får krampe, men kramper opstår ofte, når man presser sin krop, og jeg mener derfor, at der er en sandsynlighed for, at det hænger sammen, siger Alex Jensen.
– Der er dog ingen tvivl om, at et af fokuspunkterne ved træning og konkurrence – særligt i varmt vejr – skal være at drikke tilstrækkeligt. Drik gerne væske tilsat en smule salt. Da jeg lavede min Ironman, havde jeg altid salt på mig, og hvis jeg kunne mærke, at der var en krampe på vej, satte jeg tempoet ned og indtog en saltpille, fortæller Alex Jensen.

Undgå for hård træning, hvis du ikke er i form
Alex Jensen anbefaler, at man er realistisk med sin træning, og at man ikke kaster sig ud i en træning eller konkurrence uden at være ordentlig forberedt.

– Kom gerne afsted på cyklen tre gange om ugen for at vende kroppen til at træne. Byg træningen ligeså stille op, så igen kroppen kan følge med. Træner du kun lidt eller i perioder, belaster du din krop hver gang, den skal i gang. Og mange kommer til at øge træningsmængden eller intensiteten for hurtigt – og dét øger risikoen for kramper, siger Alex Jensen, som anbefaler, at man gør træningen til en fast del af hverdagen.

Så meget energi skal du drikke under træning

Skrevet d. 20. marts, 2014 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

Er du aktiv cykelrytter og træner mere end en time af gangen, er det vigtigt at finde den rette balance mellem væske og sukker i drikkedunken

Hvis du er aktiv cykelrytter og træner mere end en time af gangen, er det vigtigt, at du får den rette mængde væske, elektrolytter, salte og sukker.

Vandindholdet i kroppen varierer fra person til person, og ligger for mænds vedkommende på cirka 60 procent af kropsvægten, mens tallert er 50 procent for kvinders vedkommende. Vandindholdet i kroppens forskellige væv er i begge tilfælde relativt kontant.

– Hvis man indtager for lidt vand eller ligefrem dehydrerer, kan det påvirke kroppens præstationsevne og den generelle energi. Derfor skal man passe på med at drikke alt for koldt vand, når man er aktiv, fordi kroppen skal bruge energi på at varme det op, indtil kroppens celler kan optage det. En anden god idé er at indtage vand, inden man går i gang, siger Alex Jensen, som er personlig træner og kostvejleder.

Alex Jensen er tilknyttet Team Rynkeby Østjylland, som i juli skal cykle til Paris, og når man skal cykle syv – otte timer om dagen i syv dage, er det vigtigt at være opmærksom, hvis man får symptomer som træthed, hovedpine, jetlag, koncentrationsbesvær, lyst til salt eller føler sig mindre årvågen. Det kan nemlig skyldes væskemangel, og det kan i yderste konsekvens være farligt for kroppen.

Men hvor meget energi skal der være i drikkedunken?
– Er der kulhydrat (sukker) i væsken, er der mere tilgængelig brændstof til musklerne, men samtidig bliver der optaget mindre væske i kroppen. Det er derfor vigtigt at finde den rigtige balance, siger Alex Jensen.

– Hvis man skruer ned for sukkeret, bliver præstationen nedsat, fordi kroppen mangler benzin, men det er ikke helbredsmæssigt kritisk. Mangel på væske og elektrolytter kan der i mod være livstruende. I varmt vejr, hvor man taber meget væske, skal der være fokus på at få væske nok. Dette gør man ved at drikke mere vand og/eller reducere sukkerindholdet i væsken, så kroppen optager mere af vandet, siger Alex Jensen.

Sukkerindhold:
I kolde omgivelser bør væsken indholde max 10% kulhydrat (100 gram sukker pr. 1 liter vand)
I varme omgivelser bør væsken indeholde max 5 % kulhydrat (50 gram sukker pr 1 liter vand)

Elektrolytter
Elektrolytter er naturlige salte i kroppens væsker og inkluderer bl.a. natirum, calcium, kalium, magnesium, klorid og fosfat. For at regulere kroppens fysiologiske processer, er sammensætningen af elektrolytter i kroppens væske vigtig. Elektrolytterne er opløst i varierende koncentrationer i væsken inde i kroppen – både i og udenfor cellerne.
Elektrolytter kan igen købes i bl.a. løbe og cykelforretninger

Opskrift:
For hver time du er aktiv, skal du indtage 1 liter vand
I en liter vand, som ikke er for koldt, kommer du:
Imellem 50-100 gr kulhydrat (afhændig af vejr og temperatur)
1 elektrolyt stick

Husk at mærke efter på kroppen hvordan den har det og lav dit energi- og væskeindtag derefter.

Læs artiklen i eb.dk her: http://ekstrabladet.dk/kup/motion/article2237370.ece

Sådan holder du dit vægttab!

Skrevet d. 11. januar, 2014 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

Hej derude.

Jeg har startet et samarbejde med eb.dk og vil så løbende lægge mine artikler som kommer på eb.dk herind under min blok også. Her er den første:

http://ekstrabladet.dk/kup/motion/article2190290.ece

Sådan holder du dit vægttab
Der findes ikke noget ‘quick-fix’, hvis man man opnå et varigt vægttab. Det kræver omlægning af både kost- og motionsvaner – men det må godt være sjovt, siger Alex Jensen, som er personlig træner og kostvejleder

Alex Jensen er begejstret, og når han er i det lune, er det svært ikke at blive smittet. Den 32-årige østjyde er uddannet kostvejleder, personlig træner og coach, og han brænder for at hjælpe andre med at få et sundere, slankere og i det hele taget bedre liv.

Den ambition får han til fulde opfyldt. For andet år i træk er han tilknyttet Team Rynkeby Østjylland, hvor han vinteren igennem skal stå for deltagernes træning. Og der er tilsyneladende nok at tage fat på. Den typiske deltager er en mand midt i halvtredserne med godt gang i karrieren og lidt for meget sul på kroppen.

– De fleste deltagere har aldrig siddet på en cykel før, de er ikke i specielt god form, og i gennemsnit skal de smide ca. 10 kg. Men de er top-motiverede, og der er en fantastisk energi og godt humør på holdet, og det gør det ikke bare lettere, men også meget sjovere at være træner, siger Alex Jensen.

Se også: Fra fed til overvægtig

Forberedelserne frem til juli, hvor deltagerne skal cykle 1200 km til Paris på en uge, består dels af fysisk træning og for en dels vedkommende også af et vægttab. I løbet af vintermånederne skal deltagerne spinne og styrketræne tre gange om ugen, og fra april rykker træningen udendørs, når de gule racercykler fra den italienske cykelproducent Bianchi bliver leveret i Aarhus.

– Spinning er et godt alternativ til cykling, og det giver god kondi samtidig med, at kroppen vænner sig til at sidde på en cykel i længere tid, siger Alex Jensen, som derudover har tilrettelagt et styrketræningsprogram, som retter sig specielt til cykelryttere.

– Det er vigtigt, at cykelryttere har stærke ryg-, mave- og ballemuskler, fordi de skal sidde på cyklen i mange timer. Jeg ved godt, at jeg kører mit hold lidt hårdere end andre Team Rynkeby-hold, men jeg vil gerne have, at de får en god oplevelse, når de skal cykle til Paris, og at de ikke skal køre igennem på smertestillende, fordi de får ondt i hele kroppen, siger Alex Jensen, som har en ambition om, at rytterne skal have 2.000 km i benene, inden turen går mod Paris.

Det hårde supplement til spinningcyklen er core-træning, som bl.a. omfatter ‘planken’, ‘squat’, mavebøjninger, rygøvelser og at sidde op ad en væg.

– Det er vigtigt, at man ikke starter for hårdt ud, men der bliver skruet op for intensiteten undervejs, og hvis deltagerne ikke kan klare øvelserne, bliver de bedt om at træne derhjemme, siger Alex Jensen, som pointerer, at det er vigtigt, at man ikke overtræner.

– Man må ikke udsætte kroppen for den samme belastning to dage i træk, og det er derfor vigtigt, at man varierer sin træning.

Kostomlægning
Når udendørssæsonen starter 1. april, skal rytterne have gennemført deres vægttab. Det bliver nemlig hurtigt en uoverskuelig opgave både at tabe sig og gennemføre et hårdt træningsprogram, som består af tre ugentlige cykelture med bakketræning, intervaltræning og lange distancer.

– Min filosofi er, at man skal leve sundt 80 procent af tiden, og de sidste 20 procent skal man slappe af og nyde det. Hvis man ikke giver sig selv lov til at synde lidt engang imellem, bliver det for hårdt og umuligt at gennemføre, siger Alex Jensen.

Det vigtigste kostråd, hvis man vil tabe sig, er, at en tallerken skal bestå af 50 procent grønt, 25 procent kulhydrater og 25 procent proteiner. Man skal spise tre hovedmåltider og to mellemmåltider om dagen, og aftensmaden skal helst ikke spises efter kl. 18.

– Man skal helst ikke spise fire timer før, man går i seng. Hvis man bliver sulten i løbet af aftenen, har man ikke spist nok i løbet af dagen, og hvis man bliver overmandet af sukkertrang, må man spise nogle agurk- eller gulerodsstænger, siger Alex Andersen.

Når det handler om kaffe og te med koffein, anbefaler Alex Jensen, at man ikke drikker det efter kl. 15, fordi det påvirker nattesøvnen, og alkohol skal holdes på et absolut minimum.

– Jeg anbefaler, at man hver søndag laver en plan for den kommende uge. Det giver et overblik over, hvornår der er arrangementer, hvor man typisk vil falde i, og man kan så enten give den mere gas til træning eller spise ekstra sundt en anden dag, siger Alex Jensen.