Sådan styrker du mave- og rygmuskler
Det er afgørende for cykelryttere at have stærke mave- og rygmuskler. Se personlig træner Alex Jensens program for core-træning
En cykelrytter skal være i god form for at kunne gennemføre et krævende løb, som strækker sig over mange timer – eller ligefrem flere dage. Men det er ikke nok, at kondien er i top. Musklerne i både mave og ryg skal også være veltrænede, fordi det sikrer, at rytteren sidder korrekt på cyklen og undgår at få ondt i kroppen.
Alex Jensen er 32 år og tilknyttet Team Rynkeby Østjylland, og han skal gennem vinteren træne deltagerne, så de er klar til at hoppe på cyklerne, når udendørssæsonen starter 1. april. To dage om ugen bliver ryttere pisket igennem på spinningcyklerne i Fitness.dk i Viby ved Aarhus, og en dag om ugen står den på benhård styrketræning.
– Når man skal sidde mange timer på en cykel, er det vigtigt, at man er stærk i mave og ryg, ellers falder man sammen og sidder forkert. Det vil lynhurtigt gå ud over arme, skuldrer og nakke, siger Alex Jensen.
Coretræning indebærer både mavebøjninger, rygøvelser, planke, squat og at sidde op ad væggen på en ‘usynlig’ stol. Øvelser som ifølge Alex Jensen kræver langsom opbygning.
– Det er hård træning, og man skal lægge langsomt fra land og stille og roligt øge antallet. Men man skal også huske at holde pause. Kroppen kan ikke klare den samme belastning to dage i træk, og man skal variere sin træning, siger Alex Jensen.
En af de rigtig hårde øvelser er ‘planken’, som man udfører ved at ligge på albuer og fødder og løfter kroppen, mens man spænder i mave- og rygmuskler.
– Den er perfekt udført, når et glas vand kan stå på lænden uden at vælte. Man kan starte med 10 sekunder, og når man bliver rigtig god, kan man klare 2,5 minut, siger Alex Jensen.
Se den fulde artikel her: http://ekstrabladet.dk/kup/motion/article2190550.ece
Tags: Alex, Alex Jensen, core, eb.dk Core træning, fitnessdk, rynkeby, team rynkeby, træning