https://www.alex-jensen.dk/wp-content/themes/alex-jensen

Indlæg Tagget med "motion"

30 kg på 3 mdr

Skrevet d. 30. januar, 2015 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

30 kg vægttab og 48 cm mindre på kun 3 mdr.

Se det er fanme et flot resultat – det skal fejres 🙂

Kunden startede ved mig som i kan se på 1. måling 31/10-2014 og havde et mål om at tabe sig.
Han havde prøvet en del kure og kunne virkelig ikke overskue det og magtede ikke flere nederlag.
Vi satte os sammen og brugte de første 3-4 gange på at få styr på fundamentet, som for hans vedkommende var:

  • Tage kontrollen over hans hverdag
  • Få styr på kosten
  • Få noget motion ind i en travl hverdag

De timer var rigtig godt givet ud og kiloene raslede bare af ham. Tabte faktisk 6 kg på første uge, fuldstændig vildt.

Image-1Image-1 2

Vi har trænet sammen 1 gang om ugen, og han bruger selv fitnesscenteret yderligere 2 gange og 3 gange gåture om ugen 🙂

Næste mål er nu 120 kg inden sommer, hvilket jeg synes er realistisk og vi har lavet en plan herefter 🙂

Mere info kommer når han er på 120 kg 🙂

Skal du med på bootcamp til sommer?? Se mere her:

Sådan holder du dit vægttab!

Skrevet d. 11. januar, 2014 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

Hej derude.

Jeg har startet et samarbejde med eb.dk og vil så løbende lægge mine artikler som kommer på eb.dk herind under min blok også. Her er den første:

http://ekstrabladet.dk/kup/motion/article2190290.ece

Sådan holder du dit vægttab
Der findes ikke noget ‘quick-fix’, hvis man man opnå et varigt vægttab. Det kræver omlægning af både kost- og motionsvaner – men det må godt være sjovt, siger Alex Jensen, som er personlig træner og kostvejleder

Alex Jensen er begejstret, og når han er i det lune, er det svært ikke at blive smittet. Den 32-årige østjyde er uddannet kostvejleder, personlig træner og coach, og han brænder for at hjælpe andre med at få et sundere, slankere og i det hele taget bedre liv.

Den ambition får han til fulde opfyldt. For andet år i træk er han tilknyttet Team Rynkeby Østjylland, hvor han vinteren igennem skal stå for deltagernes træning. Og der er tilsyneladende nok at tage fat på. Den typiske deltager er en mand midt i halvtredserne med godt gang i karrieren og lidt for meget sul på kroppen.

– De fleste deltagere har aldrig siddet på en cykel før, de er ikke i specielt god form, og i gennemsnit skal de smide ca. 10 kg. Men de er top-motiverede, og der er en fantastisk energi og godt humør på holdet, og det gør det ikke bare lettere, men også meget sjovere at være træner, siger Alex Jensen.

Se også: Fra fed til overvægtig

Forberedelserne frem til juli, hvor deltagerne skal cykle 1200 km til Paris på en uge, består dels af fysisk træning og for en dels vedkommende også af et vægttab. I løbet af vintermånederne skal deltagerne spinne og styrketræne tre gange om ugen, og fra april rykker træningen udendørs, når de gule racercykler fra den italienske cykelproducent Bianchi bliver leveret i Aarhus.

– Spinning er et godt alternativ til cykling, og det giver god kondi samtidig med, at kroppen vænner sig til at sidde på en cykel i længere tid, siger Alex Jensen, som derudover har tilrettelagt et styrketræningsprogram, som retter sig specielt til cykelryttere.

– Det er vigtigt, at cykelryttere har stærke ryg-, mave- og ballemuskler, fordi de skal sidde på cyklen i mange timer. Jeg ved godt, at jeg kører mit hold lidt hårdere end andre Team Rynkeby-hold, men jeg vil gerne have, at de får en god oplevelse, når de skal cykle til Paris, og at de ikke skal køre igennem på smertestillende, fordi de får ondt i hele kroppen, siger Alex Jensen, som har en ambition om, at rytterne skal have 2.000 km i benene, inden turen går mod Paris.

Det hårde supplement til spinningcyklen er core-træning, som bl.a. omfatter ‘planken’, ‘squat’, mavebøjninger, rygøvelser og at sidde op ad en væg.

– Det er vigtigt, at man ikke starter for hårdt ud, men der bliver skruet op for intensiteten undervejs, og hvis deltagerne ikke kan klare øvelserne, bliver de bedt om at træne derhjemme, siger Alex Jensen, som pointerer, at det er vigtigt, at man ikke overtræner.

– Man må ikke udsætte kroppen for den samme belastning to dage i træk, og det er derfor vigtigt, at man varierer sin træning.

Kostomlægning
Når udendørssæsonen starter 1. april, skal rytterne have gennemført deres vægttab. Det bliver nemlig hurtigt en uoverskuelig opgave både at tabe sig og gennemføre et hårdt træningsprogram, som består af tre ugentlige cykelture med bakketræning, intervaltræning og lange distancer.

– Min filosofi er, at man skal leve sundt 80 procent af tiden, og de sidste 20 procent skal man slappe af og nyde det. Hvis man ikke giver sig selv lov til at synde lidt engang imellem, bliver det for hårdt og umuligt at gennemføre, siger Alex Jensen.

Det vigtigste kostråd, hvis man vil tabe sig, er, at en tallerken skal bestå af 50 procent grønt, 25 procent kulhydrater og 25 procent proteiner. Man skal spise tre hovedmåltider og to mellemmåltider om dagen, og aftensmaden skal helst ikke spises efter kl. 18.

– Man skal helst ikke spise fire timer før, man går i seng. Hvis man bliver sulten i løbet af aftenen, har man ikke spist nok i løbet af dagen, og hvis man bliver overmandet af sukkertrang, må man spise nogle agurk- eller gulerodsstænger, siger Alex Andersen.

Når det handler om kaffe og te med koffein, anbefaler Alex Jensen, at man ikke drikker det efter kl. 15, fordi det påvirker nattesøvnen, og alkohol skal holdes på et absolut minimum.

– Jeg anbefaler, at man hver søndag laver en plan for den kommende uge. Det giver et overblik over, hvornår der er arrangementer, hvor man typisk vil falde i, og man kan så enten give den mere gas til træning eller spise ekstra sundt en anden dag, siger Alex Jensen.

Få styr på fundamentet!

Skrevet d. 4. juli, 2013 af Alex Jensen Ingen Kommentarer

Jeg synes personligt, at programmet U-TURN, som igennem den seneste tid er blevet vist på DR1, er et vildt motiverende program/serie.

Kort fortalt er præmissen, at et antal deltagere, hver med deres individuelle livsstilsudfordringer (fx forhøjet blodtryk, diabetes-2, forhøjet kolesteroltal, overvægt, astma, allergi og høfeber), ønsker at finde ud af, om de kan trappe ned eller kvitte den medicin, de får for deres lydelser.

Chris MacDonald er programmets kyndige livsstilsekspert og coach, som skal hjælpe deltagerne med at nå dette mål, og igennem programrækkens 10 udsendelser påviste han, at deltagerne, bl.a. igennem sund kost, motion og søvn, på mange områder kunne helbrede sig selv og fjerne det meste af den medicin, som de indtog.

Sikke et bemærkelsesværdigt og fantastisk resultat!

Danskernes kropsholdning – og holdning til kroppen

Mange danskere med livsstilssygdomme kender imidlertid blot til at tage til lægen og dér at få ordineret nogle piller og måske et formaning om at dyrke mere motion. Men medicin og en formaning er ikke løsningen… Vi er ikke skabt til at fylde os med medikamenter, men i stedet til at tage ansvar for vores liv og udvikling.

Jeg overhørte for nogle måneder siden to ældre herrer i en svømmehal snakke om deres forhøjede kolesteroltal og blodtryk. Den ene person udtalte, at han var begyndt at motionere mere og desuden ville holde sig fra slik og andre søde sager for at få styr på sine udfordringer. Den anden person afbryder ham imidlertid hurtigt og siger, at han er blevet kedelig, og at det er at foretrække at tage medicin og så i øvrigt drikke og spise dét, som man måtte have lyst til.

Jeg synes, at det er vildt, at folk kan have den holdning overfor deres egne krop, og jeg var en smule målløs. Men sådan forholder det sig jo faktisk for mange mennesker.

Det skal vi da have ændret, hvis man ønsker en bedre livskvalitet, og jeg synes, at der er fire overordnede områder, som man bør have fokus på:

1. Spis rigtigt

Spis mad af god kvalitet og spis ikke for meget forarbejdet mad. Økologi og fuldkorn er generelt gode pejlemærker, når man skal købe råvarer. Og for at det hele ikke skal blive for surt, lever jeg selv efter en 80/20-regel: 80% af tiden spiser jeg røv-sundt, og resten af tiden hygger jeg og tillader mig selv at spise, hvad jeg har lyst til. Du kan gøre det samme!

2. Drik vand

Drik vand – rent vand. Ikke sodavand. Ikke kaffe osv. Rent vand. 50 – 65 % af vores krop består af vand, og det skal jævnligt fornys. Tænk på et akvarium med guldfisk; så forstår du, hvorfor det er vigtigt at skifte ud… 😉

3. Dyrk motion

Brug din krop hver dag – og gerne som minimum 30 min. dagligt. Kig dig i spejlet og brug tid på at mærke efter din krops tilstand. Hvis du ikke er tilfreds med din krop, eller hvis du mangler styrke og energi, så er det bare i gang med at dyrke motion. Jeg brygger træningsprogrammer til mine klienter ud fra de behov, som deres kroppe hver især har, og jeg ved, at man kan styrke kroppen til såvel bedre at understøtte hverdagens gøremål som til at komme til at se bedre ud og føle sig bedre tilpas i sin krop.

4. Sov godt og rigtigt

Søvnen er meget vigtig for, hvordan vi på mange områder fungerer i dagligdagen. Folks søvnbehov er forskelligt, men som hovedregel bør et voksent menneske sove ca. 8 timer hver nat, begyndende fra kl. 22. Og lider du af søvnproblemer, er kaffeindtaget et af de første steder at tage fat: Prøv at minimere kaffeindtaget fra kl. 15.

Samspil og fundamen

Min holdning som coach og træner er, at disse fire områder sammen udgør et væsentligt fundament for et personligt velbefindende, og jeg synes, at det er vigtigt at arbejde med alle fire områder, førend man kan gøre sig forhåbning om vedvarende livsstilsændringer.

God vind med at skabe de forandringer, som du har brug for – og kontakt mig, hvis du kunne bruge en hjælpende hånd til at komme i gang og nå dine mål.